Mel.: Johann Crüger 1647
Kristenlivet - Omvendelse - 595
1
I denne verdens sorger sænkt
du mærker ej, hvor ubetænkt
din dag til ende skrider,
du tror dig sikker, stærk og vís,
du jager efter verdens pris
og om dens eje strider.
O menneske, o menneske!
Mod enden fort det lider.
2
Og når du stræber her som bedst,
så kommer en ubuden gæst,
den, som vi døden kalde;
den sikre vågner da med gråd,
den vise ved sig intet råd,
den stærkeste må falde.
O menneske, o menneske!
Han henter dig og alle.
3
Da hedder det: Beskik dit hus!
Nu må du dø; til jordens grus
jeg denne nat dig sender;
her hjælper bøn og modstand ej,
du må nu vandre dødens vej
og ej tilbage vender.
O menneske, o menneske!
Befal dig Gud i hænder!
4
Da skal du finde, det er sandt,
at om du hele verden vandt,
det var dig ej til både;
for dommens stol og Himlens port
der spørges om, hvad du har gjort,
du høster, som du så'de.
O menneske, o menneske!
Betænk din store våde!
5
Den port er vid, den vej er bred,
som bær' til Helveds afgrund ned,
og mange dér forsvinde;
den port er trang, den vej er smal,
som bær' til livets lyse hal,
men få er de, den finde.
O menneske, o menneske!
I tide dig besinde!
6
Vågn op! vågn op! gør bod, og bed,
i troen daglig dig bered
til hen i fred at fare!
Din Jesus favn, din synd begræd,
de arme fød, de nøgne klæd,
din tro at åbenbare!
O menneske, o menneske!
Du for Guds dom skal svare.
7
Trøst ikke på, hvad du har gjort
af godt og ædelt, højt og stort,
alt efter verdens måde,
men sig: O Gud, i al min stund
unyttig tjener er jeg kun,(1)
lad strenge ret ej råde!
O Jesus Krist, o Jesus Krist,
bed du for mig om nåde!
Laurentius Petri Gothus omkr. 1572. J.O. Wallin 1813 og 1816. M.B. Landstad 1861 og 1869. (1) Luk 17,10