(Madam Lassens sang) Komp.: Ukendt Forf.: C. Molt Wengel
Tænk Dem, Lassen sad og spiste boghvedegrød,
netop den dag, borgerne til fuglen skød.
Jeg vil ikke nægte, at
han den foregå'nde nat
var kommet hjem fra keglebanen med en dygtig hat;
men Gud bevar'os!
hvem vel ta'r os
sådant så nøje?
Salig Lassen var en mand,
som bar en svir uden møje.
At hovedværk
kan så stærk
en mand svært gribe an,
det tror jeg, man har aldrig nogensinde hørt i dette land.
Min datter sad og spil'de net på sit klaver;
da i det samme hen hun på sin fader ser,
råber barnet: "Herre Gud!
Hvordan er det far ser ud!"
Og så ser jeg Lassen sidde der som ramt af et skud.
l! Gud forbarme
sig! den arme
opgav så ånden.
Min tåre flød.
En skefuld grød
han holdt end i hånden.
Ak! han var endnu
ikke mæt.
Han bøjed sit hoved træt.
Ak, Gud, hr. Ved! Det syn! Jeg ej forvinder det.
Kærligt jeg ham i mine arme tog,
skeen jeg sagte ud af hånden drog,
og jeg talte til ham blidt,
og jeg kaldte på ham tit;
men ånden den var borte, og kun legemet var mit.
Og dokt'ren kom:
vi fik vor dom,
han måtte os bebude,
at poplesi
havde gjort det forbi.
Og livet det var ude,
og jeg var enke!
De kan tænke,
det var hårdt,
det savn var stort,
når sådan dejlig mand, som Lassen, han går bort.
Fra vaudevillen "Kærlighed på taget", 1854 og et drastisk billede af, hvordan hjemmets stille hygge med far for enden af bordet og boghvedegrøden midt på dugen med et kan vende sig til tragedie - og endda endnu førend far er mæt og har fået den sidste skefuld bjærget i hus. Men sådan er livet. Også.