Sang til sølvbruden

Mel: Midsommervisen - fra Shubidua

Jeg elsker min skat,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
og du smukt dækker op
med lidt krølfedt og sul
mens din stemme til sexede triller sig bøje:
Jeg synger din pris over vej, over gade,
når i iskolde snapse og øller jeg vade!
::Men den skønneste krans - bli'r dog din, lille Lis!
når jeg snupper en lur efter spiri-tu-øse bade::

Jeg elsker min skat,
men ved midsommer mest,
når en sky over haven velsignet regn sender,
og du smukt dækker op,
fylder isklump i spand
giver rigeligt landvin til mine udslidte tænder;
når ikke jeg graver og river og tromler,
når Sofus sin middag på græsplænen gumler:
::Da gør du livet så smukt - på dit bud, lille Lis!
ret som lammet din husbond på græsset sig tumler::

Jeg elsker dig, skat!
og med sværdet i hånd
skal hver ondsindet skatteopkræver mig kende,
og mod ufredens ånd
i vort hus, under strand
vil vi bål under røven på bondebarbererne tænde:
Ikke med bomber og krudt eller kugler,
næh, skotternes landvin gi´r langt bedre buler!
::Det er DIN stil til forn, skønne Lis, skønne Lis!
Og det har gjort din ægtemands liv til en li-ii-see!::