Logo

Nu er det længe siden

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Tekst Jeppe Aakjær 1906, musik Olaf Ring 1940

 

Nu er det længe siden,

men end det gjemmes i mit Sind,

hvordan i Barndomstiden

den kjære Rug kom ind,

hvordan dens kjærnetunge Top

ved Moders svage Kræfter

blev lagt i Lugen op.

 

Først bredte Mor et Klæde

saa ømt som nogen Højtidsdug;

der maatte ingen træde

med Sko i Høstens Rug;

saa fejed hun med Limens Rest

hvert snavset Straa tilside

som for en Hædersgjæst.

 

Den kjære Rug var Gjæsten,

som gjorde hvert et Barn saa spændt;

se, Far han lægger Vesten

og sér saa indadvendt:

En Skjælven i et ydmygt Sind,

en Bøn til Altets Skaber,

før Avlen bringes ind.

 

Saa fatter Far om Spaden

og graver i det gule Klæg

to Huller langsmed Laden

foran den hvide Væg;

i dem skal Vognens Fælger slaa

og staa som i en Fælde,

til Væltningen gaar paa.

 

— Og Vognen værdigt skrider;

det første Læs for Lugen staar;

ud fra dets tunge Sider

saa dybe Skygger slaar.

De varme Øg i Nip og Nap

af Moders milde Hænder

faar Ax og Mule-Klap.

 

Og alle Hænder jager,

og alle Fødder er i Rend

i Støvet Læsset brager

for brede Rygges Spænd.

Højt svinger Hjulet som et Rat,

og paa dets Drejeskive

har Børnene sig sat.

 

Mor ta'r paa Neget Sæde

og linner lidt ved Baandet skjørt:

"Det er endda en Glæde,

naar Kornet er saa tørt!"

Og med sin matte, spinkle Arm

hun løfter Rugens Tvilling

ind ad den lave Karm.

 

Og Neg for Neg forsvinder

og bliver under Bjælken sat;

og Far faar røde Kinder

og Spindelvæv om Hat.

Men Mor er lige hvid og bleg,

hvormeget hun end stræber

med Rugens tunge Neg.

 

Det gaar mod Aftentide

snart skinner Maanen fuld og rund

paa Gavl og Vægge hvide

og ned i Vognens Bund.

Mor standser træt og titter ind;

Far kommer hen til Lugen

og klapper hendes Kind.

 

Og Barnet, som har løbet

sig træt i Dagens muntre Leg,

det er nu stille krøbet

ind under Hjulets Eg;

dér høres dette skarpe Knald

fra Vognens Fjæl mod Sandet

af Ørentvistens Fald.

 

Og mellem Hjulets Eger

gaar Stjerneblink og Maaneskin,

og milde Vinde hveger,

mens Barnet slumrer ind.

Saa slutter Far i Jesu Navn.

Og Hjemmet gaar til Hvile

med Høsten i sin Favn.
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Festbog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,3 (148 stemmer)
Siden er blevet set 25.693 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1213318-03-2018 19:04:39 Carste Hansen
Både tekst og melodi er noget af det smukkeste i dansk musik. Oluf Rings skønne melodi smyger sig kælent som en kærlig sommerbrise om Jeppe Aakjærs smukke ord. Specielt beskrivelsen af den svagelige moder, der pligtskyldigt udfører sin del af det alt for tunge løftearbejde med at få rugen i sikkerhed på loftet, er voldsomt gribende. En sand kontrast til vore dages mejetærskere, der flår kornet af marken på næsten ingen tid. Dette er en af mine absolutte favoritter. Smuk tekst, smuk musik, og de passer perfekt til hverandre. (Selvom Rings melodi er komponeret omkring 20 år efter teksten og omkring 9 år efter Jeppe Aakjærs død i 1931. Æret være begges minde)
828524-11-2012 20:06:51 jens jørgen kristensen
Det er en dejlig sang.vi sang den da jeg gik i skole i 1958, og vi sang den også da min datter gik i skole. mvh jjk
828620-07-2012 20:33:43 Erling
Vi "gamle" som er opfødt på landet kan genkende mange at de beskrevne ting - en lille tåre i øjenkrogen
828705-07-2012 16:03:40 Vagn Hastrup
DE SIDSTE TRE LINIER ER MEGET SMUKKE OG VISER DEN TAKNEMMELIGHED LANDMANDEN GAV UDTRYK FOR NÅR HØSTEN VAR I HUS. dENGANG VAR MAN JO AFHÆNDIG AF
VEJRET PÅ EN HELT ANDEN MÅDE END MAN ER I DAG.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?





Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her