Logo

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Tekst: Poul Henningsen - Melodi: Bernhard Christensen

 

Vores livs sejlads imellem bord og seng,

mad og elskov, hvile, had og sød forsoning

 - skal den skildres i et ganske kort refræn,

må det gøres med en vekslende betoning.

Det gør vi så.

Hvad skal vi ta?

Det lille Nå!

 

Man har stået engang ved voksne mennskers knæ

som et lille, utæt, snottet, sjovt spektakel.

Og de sae, at noet var mam og noet var bæ.

Voksnes ord var et mirakuløst orakel.

Der stod man så

og lytted spændt.

Så sae man Nå!

 

Man gled ind på skolens sure bænkerad.

Bare gab! Så passer læreren kundskabspumpen

med tortur som ligninger af tredje grad.

Man fik hård hud dels på sjælen dels på rumpen.

Der sad man så

og gloede dumt.

Så sae man Nå.

 

Skolen lærte, man fik børn fra bi til bi,

men fra trappegangen vidste vi det hele.

Med uvidenhedens posekikkeri

var vi tidlig vel bevandret i de dele.

Der stod man så

og tænkte sit.

Så sae man Nå.

 

Og så viste det sig dog, at det var skønt:

to alene mennsker mellem jord og himmel,

fryd og pine, skyernes flugt i blåt og grønt,

og man glider i hinandens afgrund - svimmel.

Hvad sae man så

forventningsangst?

Man hvisked Nå.

 

Men som moden kvinde kender man sit værd,

og man spejler sig bevidst i mændenes blikke.

Hvad de vil- hvad de er til- og alt det dér.

Og man spiller selv sit spil. Man leger ikke.

Hvad gør man så?

Et skulderkast -

et lille Nå!

 

Og så hænder det en dag, hans smil blir koldt.

Han er fri naturligvis. Man gør sig munter.

Det er bristet, det man gik og troede holdt.

Alt er bleet til ingenting på få sekunder.

Der står man så

og fryser lidt.

Så sir man Nå.

 

Men engang skal også smerten være slut.

Det blir endnu hårdere, end da glæden bristed.

Det er svært at se alt fortsat uafbrudt,

søge trøst i andres leg med det, man misted.

Det må man så -

Et venligt nik.

Et lille Nå.

 

Ikke se for langt tilbage eller frem!

Leve, mens man lever, være noet for nogen.

Se hvor lystigt unge par går sammen hjem.

De har glemt det hele - også risikoen.

Hvad skal vi så?

Vi tar et kys!

Ja - gør det! - Nå?!

 

 

Sunget af Liva Weel i revyen 'Mars på weekend' , som havde premiere i juledagene 1937. Pressen var over­strømmende: 'Det var sublim vise­kunst - det var en betoningernes vir­tuositet. Både glæ­de og sorg,forun­dring og skuffelse ­et helt spektrum af følelser' . Efter i nogle år ikke at have levet op til sit allerbedste opnåe­de Liva Weel igen den totale triumf.

Facebook
Opret din egen Festbog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,0 (13 stemmer)
Siden er blevet set 6.051 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Har du planlagt stor fest i år?