Jeg er havren

Jeg er havren, jeg har bjælder på,
mer end tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham den bondeknold.

Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang;
himlen brumled dybt sin melodi,
og et rylefløjt gled ind deri.

Mens i dug jeg groede fod for fod,
groede sangen sammen med min rod;
den, som ydmyg lægger øret til,
hører lærkens triller i mit spil. 

Viben fløj om brak og pløjemand -
og slog kryds for både plov og spand.
Kryds slog bonden også over mig
for at gi' mig helse med på vej.

Det kan kolde hjerner ej forstå :
Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme dybt i sommerdræ,
mer' end gumlekost for øg og fæ.

Juniregnen gjorde myg min muld
julisolen gav mig af sit guld;
sundhed risler mig i top og skaft.
Det er fra plagen har sin kraft.

Jeg er ven med dug og grødevejr,
ven med landets lyse bøgetræer,
ven med al den danske sæd, som gror og
øst for hav som vest for sund og fjord.

Jeg får solens sidste lange blink,
før den dukker ned bag gullig blink,
og når aftenklokken ringer fred,
står jeg på min tå og ringler med.

Jeg skal ringle barnet til dets seng,
ringle tågen op af sump og eng,
ringle freden over hjemmet ind,
ringle bønnen frem i fromme sind.

Jeg er havren, mine bjælder går
over lyse vange år for år,
ringler om, hvor sang og kjærve gror
herligt sammen på den danske jord.

Jeppe Aakjær 1916