Komponist Hans Dal - Tekst Julius Strandberg
Jæi æ en kal, der har gods og har grunker,
kroner og sedler i vældige bun - ker.
Men jæi æ kjed sgu a' disse halunker,
der vil på bålet ha' slængt vores krop.
Hva' ka' det nytte man var assureret,
lige så såre man mistede vejret,
man blev på stedet af flammen fortæret
hele personen fra tå og til top.
Næ hør! Næ hør!
Ded var en fæl malør
at få'n såd'n end', nårenstid man dør.
Næ skal på denne jord
jæi skilles fra vor moer,
Grav! grav! grav! grav!
|: Grav mæi nør
Brænd mæi itte når jæi døer.
Sikken maner, man sku' brændes til aske,
og fra begravelsen mutter sku' traske
hjem med mit støv i en trepægleflaske,
eller en krukke lidt butted og rund. -
Men når det blæste, så røj hele stadsen
Rutsch! yd af krukken med hele menasen,
Hvor var så støvet af gjæve Peer Lasen?
Derom ku' mutter så spør' med grund.
Næ hør! Næ hør!
Ded var en fæl ........
Præsten han siger: at vi skal opstande,
inen når vi alle skal brændes sådanne,
så kan jæi aldrig få ind i min pande,
hvordan vi døde skal kunne stå op.-
Hvad kan det hjælpe, St. Peter oplukker
porten for vos, - vi æ gjæmt så i krukker,
fælt under låget jæi ligger og sukker
"Her æ Peer Lasen! la' mæi komme op!"
Næ hør! Næ hør!
Ded var ......
Næi! når jæi døer, skal der blæses koraler,
degnen skal synge, vor provst holde taler,
evter begravelsen mutter husvaler
gjæsterne dæiligt med puns og med steg.
Det ka' nok hænds sei, at der bli'r skålet!
Dem der har troet, at jeg ville på bålet,
de bliver ræitnok gefærligen ålet;
sådan er gravskrift skal stå etter mæi:
"Se her! Se her!
Her hviler såmænd Peer,
formedelst, at han glemte rent, at ta' sit væir"
Se den maner jæi li'er,
og immervæk jæi si'er:
Grav! grav! grav! grav!
grav mæi nør.
Brænd mæi itte når jæi døer.