Der er et land (58)

Der er et land, som dårlig kan bli' meget mindre,
dog synes det os stort og milevidt:
Som grønne somre følger efter hvide vintre,
så skifter spøg med alvor, barsk med blidt;
der er en fin kontrast i Skagens strande
og Dyrehavens bøgepragt.
Og derfor har det land blandt alle lande
for os, som kender det, en egen magt.
Mor Danmark!

Der er et sprog, det mildeste imellem mange,
og dog står det os ganske særlig nær:
Fra børn af kendte vi dets labyrint af gange,
som unge fandt vi hjertets mæle her,
og et og andet kan vel findes skrevet
i uforgængelighedens bog,
som da det først var groet frem og levet,
blev tænkt og formet i dit milde sprog. . . .
Mor Danmark! .

Der er et folk. . . nå, lad os bare ikke prale
af, hvad vi er . . . lad andre fælde dom.
Dog tør det siges, lavmælt i fortrolig tale,
at aldrig glemte vi, hvorfra vi kom.
Og når vi tænker med taknemligt hjerte
på Nordens arkipelagos,
og når vi altid længes hjem, så er det,
fordi vi husker, du var god ved os. . .
Mor Danmark!

Mogens Lorentzen, 1937.