Sejle op ad åen

Melodi: Emil Wilhelmi - Tekst: Kitzvaldemar

Sejle op ad åen, dejlig sommerdag.
Hvilken lyst, på engens kyst nikke tusind blomster tyst.
Her ved den rindende vove
fjernt fra vejenes støv
vinker de skyggende skove
med herlig luft og løv.
Kommer imellem der brud på maskinen,
eller vi løbe en smule på grund,
har ved forliset en trøst vi i pinen,
man kan ej drukne, hvor man føler bund.
Sejle op ad åen,
dejlig sommerdag.
Båden glider på' en
med sagte stempelslag.

Dans i Fruens Bøge under grønne træer.
En og hver kan danse her med og uden hjertenskær.
Og i den bølgende vrimmel,
båret af tonernes lyd,
højt i den syvende himmel
man tumler sig i fryd.
Det var en aften med andre cyklister
kom jeg i skoven og trådte en dans
i trikot, som klædte mig, da kom en bister
herre, som sagde: "Ulyk'lige, stands!
Dans i Fruens Bøge,
under grønne træer,
man skal længe søge
blot efter fryd som her."

Vandre hjem langs skrænten, sommernatten sval..
Nattergal i skovens hal synger trindt om bakke, dal.
Tågeme stiger fra vandet,
og i den svale luft
herlig er kløveren blandet
med æblerosens duft.
Kom, lad os vandre, før duggen væder,
op gennem lunden til møllerens bo,
pas, at De ikke i engene træder,
her, hvor man holder på markfred og ro.
Vandre hjem langs skrænten,
månelyse nat,
hvile os ved stenten
i vilde rosers krat.

Lanceret af Eduard Agerholm på Odense Sommerteater i 1896 i revyen 'Vand på møllen' eller 'Fra Hannerup til Hunnerup'. Den omtalte å er Odense Å, og spontant opstod traditionen, at man tager hinanden under armen og vugger festligt frem og tilbage, mens fællessangen gjalder på den dejlige opadgående melodibevægelse: åååååå-en.