Gl. skillingsvise
Bag Klippen ved den nøgne Strand
Stod Maanen, Nattens Guddom op,
Og spredte Sølv paa Havets Rand
Og Lys paa ranke Træers Top.
Maria dog ej Hvile nød,
Hun hos sin Axel drømte sig,
Da tyst og blidt en Stemme lød:
Maria, græd ej mer for mig!
Hun rejste sig med ængstet Sind,
Men sank forfærdet ned igen,
Med Dødens Bleghed paa sin Kind
Saae hun sin evig kære Ven:
Maria, føl min kolde Barm,
Den banker ikke mer for dig!
Jeg hviler nu i Dødens Arm;
Maria, græd ej mer for mig.
I Dage og i Nætter tre
Drev Stormen mig paa Bølgen om,
Paa Elskovs Gud jeg stolede,
Men ingen, ingen Redning kom.
O! da jeg sank i Havet ned,
Mit ømme Hjerte slog for dig;
Forbi er Stormen, jeg har Fred,
Maria, græd ej mer for mig!
O, kære Pige, stans din Graad,
I hine Egne samles vi,
Hvor Elskov er for Dødens Braad,
For Sorg og al Ulæmpe fri.
Nu Hanen goel og Skyggen foer,
Ej mere Axel viste sig;
Kun hvisked tidt de tomme Ord:
Maria, græd ej mer for mig.