(pæ' Søwren) Komp.: Johannes Torrild Forf.: Jeppe Aakjær
Med bisselær i mine sko
og godt humør til færden,
med ringe mønt, men tørst for to,
sådan kom jeg til verden.
Min mor gik rundt og grise skar,
min far han spilled på lire,
hvis det var ham, der var min far,
thi sognet har skænket mig fire -
for en det var for lidt for Pæ' Søwren.
Og jeg går rundt fra hus til hus
og klinker gamle fade,
og limer hank på skåret krus
og holder godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt kop
og kildre fiol på halsen,
mens pigebørn gør høje hop
og tumler sig i valsen -
Hej, det er et liv for Pæ' Søwren.
I hvert et sogn der sad en tøs
for mig i stille venten,
og når tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til stenten;
der sa' hun mig et ømt farvel
og kyssed mig på panden;
men bagved næste sogneskel
der mødte mig en anden -
for en det var for lidt for Pæ' Søwren.
Ja, sådan for jeg landet om
og stavred over heden,
fra storken fløj, til viben kom,
og sommeren var leden.
Den sommerdag blev aldrig lang;
når tørsten først var slukket,
en lærke over issen sang,
og en mod munden klukked -
for en det var for lidt for Pæ' Søwren.
- Og går det så en dag på hæld
med krus og rus og resten,
så gør jeg op min syndegæld
og træder ind for præsten:
"Du mand, hvis fag det er at tro:
når jeg er død og borte,
så bed for mig en bøn, nej to,
og ikke altfor korte -
for en det er for lidt for Pæ' Søwren.
Thi folk af min kaliber, præst,
de glemmes let i vrimlen,
de bydes sidst til livets fest,
og de har længst til himlen.
Og var jeg undertiden slem,
så hils nu din Vorherre,
og sig fra mig, jeg kendte dem,
der var adskilligt værre
og dog kommer ind før Pæ' Søwren"
Men snart er Per en gammel knægt
med skimmelsvamp på tanden,
han slingrer under livets vægt,
hans øl står surt i kanden.
Og er en dag der ingen Per
at øjne under festen,
da trænges ej til spørgen mer,
enhver vil gætte resten:
Godnat og Guds Fred med Pæ' Søwren.
Aakjærs forståelse og blik for de nederste i samfundet og hans harme over deres kår er almindelig kendt og karakteriserer ham ved siden af hans kærlighed til mark, rug og havre og hans sunde, muld groede humor.
I 1899, og seks år før han skrev Jens Vejmand, kom dette digt om landevejsbissen Pæ' Søwren, der i hvert fald forstod at leve livet og derfor ikke skal tælles blandt de ringeste i denne forfængelighedens verden.