Stakkels Hanne (39)

O, I piger, o; I piger,
hør nu efter, hvad jeg siger,
far når I lægger det på hjerte,
vil I undgå megen smerte.
Jeg vil synge om hvordanne,
det er gået den stakkels Hanne,
stakkels Hanne, stakkels Hanne,
som i himlen nu manne stande.

Hendes navn var Hanne Godske,
hun var atten år til Påske,
hendes ansigt, svær' jeg Eder,
var som tykmælk ag rødbeder.
Kors, hvor Hanne kunne valse,
folk de gjarde lange halse,
lange halse, lange halse,
hver gang Hanne skulle valse.

Hun var kærest' med en maler,
mellem os, en svær udhaler,
ag han maled' plankeværker,
deri han gjarde underværker.
Men af kærlighedens følelse,
Hanne fik en slem forkølelse,
en forkølelse, en forkølelse,
kom af kærlighedens følelse.

Det var midt i vint'rens dage,
sneen lå på frosne tage,
det var netop bleven morgen,
den slog tre på Rundetårn.
Da tren' Hanne ud af »Kjæden«,
ned ad panden trilled' sveden,
trilled' sveden, trilled' sveden,
sam hun havde få't i »Kjæden«.

Ømt hun støtter sig til vennen,
ham, De ved nok, malersvenden,
månen kærlig for dem lyser,
sneen knitrer, hårdt det fryser.
Op på volden de spadserer,
hun i tynde bandolerer,
bandolerer, bandolerer,
i slig kulde - nej la' være.

Til en bænk de måtte ile,
hvor de stille søgte hvile,
så på stjerner og planeter,
og på andre rariteter.
Med hinanden omkring livet,
så de over perspektivet,
perspektivet, perspektivet,
med hinanden amkring livet.

Da hun op sig ville rejse,
i hans arm hun manne dejse,
svært hun sprælled' uden nytte,
foden kunne hun ej flytte.
Thi af kulden så var sålen
frosset ganske fast til volden,
fast til volden, fast til volden,
var af kulden frosset sålen.

Det blev ej en dans på roser,
hun fik vandre hjem på hoser;
dagen efter blev hun do'lig,
nu i himlen har hun bolig.
Piger, deraf kan I lære,
gå ej ud i bandolerer,
bandolerer, bandolerer,
når det fryser - o nej, lad være.

Peter Sick.