(Stakkels Hanne) Gammel melodi Forf.: Peter Sick
Oh, I piger, oh, I piger
hør nu efter, hvad jeg siger,
for når I lægger jer det på hjerte,
vil I undgå megen smerte.
Jeg vil sjunge om, hvordanne
det er gået stakkels Hanne,
Stakkels Hanne, stakkels Hanne,
som i himlen nu monne stande.
Hendes navn var Hanne Godske,
hun var atten år til påske.
Hendes ansigt, svær' jeg eder,
var som tykmælk og rødbeder.
Kors, hvor kunne Hanne valse,
folk de gjorde lange halse,
lange halse, lange halse,
hver gang Hanne skulle valse.
Hun var kærest med en maler,
mellem os en svær udhaler,
og han maled plankeværker,
deri gjorde han underværker.
Men af kærlighedens føl'se
Hanne fik en slem forkøl'se,
en forkøl'se, en forkøl'se,
som kom af kærlighedens føl'se.
Det var midt i vint'rens dage,
sneen lå på frosne tage.
Det var netop blevet morgen,
den slog tre fra Rundetår(e)n.
Da tren Hanne ud af "Kæden",
nedad panden trilled sveden,
trilled sveden, trilled sveden,
som hun havde få't i "Kæden".
Ømt hun støtter sig til vennen
- ham, De ved nok, malersvenden -
månen kærligt for dem lyser,
sneen knitrer, hårdt det fryser.
Op på volden de spadserer,
hun i tynde bandolerer,
bandolerer, bandolerer
i slig en kulde! Nej, lad være!
Til en bænk de monne ile,
hvor de stille søgte hvile,
så på stjerner og planeter
og på andre rariteter.
Med hinanden omkring livet
så de over perspektivet,
perspektivet, perspektivet,
med hinanden omkring livet.
Da hun op sig ville rejse,
i hans arm hun monne dejse,
svært hun sprælled uden nytte,
foden kunne hun ej flytte.
Thi af kulden så var sålen
frosset ganske fast til volden,
fast til volden, fast til volden
var af kulden frosset sålen.
Det blev ej en dans på roser,
hun fik vandre hjem på hoser.
Dagen efter blev hun dolig,
nu i himlen hun har sin bolig.
Piger, deraf kan I lære,
gå ej ud i bandolerer, bandolerer,
bandolerer,
når det fryser, oh nej, lad være!
"Kæden" var et københavnsk danselokale i Dronningens Tværgade. Bandolerer: Lette sko med bånd op over ankel og smalben.
Denne gamle soldatervise fra midten af forrige århundrede foreligger i hvert fald i to forskellige versioner, idet den blev indlagt i en Kasino-farce fra 1888, "Pigernes Jens", af Charles Kjerulf og Peter Nansen, som ved denne lejlighed både omskrev og forkortede. Den her bragte tekst af Peter Sick skulle være den originale (og i øvrigt langt den bedste).