Logo

Den Revolutionære Student

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Jeppe Aakjær 1899.

 

Om Kvisten der blæser en strygende Vind, 

den larmer med Vinduets Krog,

paaskraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind

til én ved en opslaaet Bog.

Han er af os alle en gammel Bekjendt,

vi agter hans Vid og hans Mod;

han er kun for Herren det ene: Student,

dog tro mig, hans Titel er god!

 

Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød

en Strømning i Krig eller Fred,

en Fordring, en Fylking til Liv eller Død,

hvor ikke Studenten var med?

Den højeste Tanke, den skjønneste Sang,

Ideernes myndige Magt,

den gik gjennem Verden sin gysende Gang

saa tit i Studenternes Dragt.

 

Ej altid han sad med sit nærsynte Blik

og saa mod "den himmelske Ørn",

nej, ofte bag hullede Faner han gik

og tog mod de blodigste Tørn.

Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé

den glemte han ej for Latin,

men planted dens Fakler ved Donau og Spree

og langs med den bugtede Rhin.

 

Hvem tændte paa Ruslands sortsmuldede Grund

hint Dagningens sitrende Skjær

der vakte Evropa og skræmte en Stund

Fordummelsens pansrede Hær?

Hvem talte om Ret under Tængernes Kneb

og lagde Petarderne an

trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb?

Studenten, den nærsynte Mand!

 

End flakker uroligt i Kejserens Drøm

hint Brandskjær, Studenten har vakt;

end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm

et Ord om Studenternes Magt.

De lagde i Verdenshistoriens Skaal

helt ofte saa blodig en Vægt;

har Døgnet og Dagen end ændret vort Maal,

vi er dog med hine i Slægt.

 

Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand

og svoret paa Drømmenes Værd;

som dem har vi knælet for Frihedens Aand

og skaaret vor Haand i dens Sværd;

som dem har vi raabt imod Land efter Lods

og stødt i Basuner og Lur;

som dem har vi hugget vor Vinge tilblods

mod Dumhedens taarnhøje Mur.

 

Her staar vi og venter et varslende Tegn,

et Lyn fra den ladede Sky,

en bragende Torden, en rensende Regn,

der gi'r os til Livet paany.

Thi Hjærnen maa dummes, og Tanken maa dø,

og gispe den hellige Trods,

hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø,

og Luften er tyk som hos os.

 

Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds",

med Visdommens Fugl i vort Segl,

saa slider vi ikke Salonernes Plyds

og ikke Kaféernes Drejl.

Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar,

der sysler med Hammer og Plov:

Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar,

dets Lykke skal være vor Lov.

 

Men Plads maa der til, hvor det Nye skal bo,

og Loftet maa løfte sig højt;

Balustret maa slynge sig, Spiret sig sno

helt op gjennem Vindenes Fløjt.

Man sidder ej glad under raadnende Tag;

fra Nyt maa vi hamre vort Hus.

At dristigt i Solen det skinner en Dag,

for det vil vi løfte vort Krus!

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Festbog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 5.871 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1173619-07-2017 20:13:29 Erik Højstrup Christensen
Jeppe Åkjær skriver i 2! Udgave af "Før det dages" om førsteopførelsen i september 1899, at melodien var af Alfred Toft. Efter hans eget ønske. Senere blev Ovebys tekst fra ca. 1870 med anden melodi mere brugt(se noter sidste opslag)! Hvorfor ser eller hører man aldrig den første tekst og musik. .? Venlig hilsen erik højstrup christensen

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?


Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her