Bjarne Haahr 1985 - Helge Severinsen 1978
1 Vi har kun én sol,
den, urfolket hilste som livets symbol.
Dens hvirvlende ildstorm gav stenkullet kraft,
gav kornakset fylde, gav æblet dets saft.
Galakserne myldrer fra pol og til pol.
Kun en er vor sol.
2 Vi har kun én jord,
en hinde af ilt om det sted, hvor vi bor.
Og fælles er rytmen af ebbe og flod,
af nætternes angst og af daggryets mod.
Se, skyerne jager. Hvor himlen er stor!
Kun en er vor jord.
3 Vi har kun ét land,
med havbleget lys over marker og strand.
I titusind år var det danskeres hjem.
Hvad rigdom vi har, har vi fået af dem.
Vor gerning er flygtig som skygger på vand.
Kun et er vort land.
4 Vi har kun én død.
Hvert slægtled er stedt i den selvsamme nød.
Hvad håb og hvad hensigt vi havde endnu:
der er vi alene med tomhedens gru.
Så fældes der dom over det, vi betød.
Kun en er vor død.
5 Vi har kun ét liv.
En stund under solen, som blomster og siv.
Vort vilkår, spændt ud mellem smerte og lyst,
at vokse, at blomstre, at modnes til høst,
tilfældighed smedet til skæbnemotiv:
Kun et er vort liv.
6 Vi har kun én Gud.
Afmægtiges kår er hans kærlighedsbud.
Hver morgen, når solkuglen stiger af strand,
fornyr han vort mods og vor muligheds land.
Vor tillid kan bære. Vor angst glødes ud.
Kun én er vor Gud.