Logo

Anna var i Anders kær (49)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Anna var i Anders kær,
men knibsk alligevel,
mødte dog sin hjertenskær
på rugens gamle skel,
satte sig i græsset ned
blandt klokkeblomster bly,
tog så op sit fingerbøl
og gav sig til at sy.
Dyre du og dig! Dingeli og lej,
dikkedu og dikkedi
og dingelu og lej!

Solen glimted' ellevild
i Annas fingerbøl,
snerres sennepsgule blomst
hang fuld af brune møl.
Lærken sang, og luften drev
med dræ og duft af pors;
Annas ankelslanke ben
var lagt så let i kors.

Anders sad og fingred' tavs
om pibekandens fals;
så, hvor rugens vipper strøg
om Annas brune hals,
hørte, hvor de sølverlo
og lokked' flere til;
vipperne, de luxer små,
de kysser, hvor de vil.

Banked' han så piben ud
imod sin støvletå,
lagde kritisk øjet til
og rensed' den med strå;
smed så brat det hele hen
og rykked' farlig nær,
hvisked' om den brune hals
og alt det fine vejr.

Annas rappe, blanke nål
i luften standsed' lidt;
armens fine strakte rund
fortoned' sig i hvidt.
Greb han da på samme tid
om hals og vipper små,
kyssed' Annas kind og mund
omkap med rugens strå:

Nål og tråd ved første kys
i snerren sank af skræk;
Annas nye fingerbøl
det trilled' også væk;
klinten på sin lange hals
sig rejste for at glo;
bittesmå mariehøns
løb over Annas sko.

Mens som amoriner små
opsteg de brune møl,
gyldenring blev lovet hen
for tab af fingerbøl.
Rugen ringled' vidt og bredt
om kys og kærlighed;
hvad det mindste aks har hørt,
den hele ager ved.
Dyre du og dig! Dingeli og lej,
dikkedu og dikkedi
og dingelu og lej!

Jeppe Aakjær.
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Festbog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,4 (23 stemmer)
Siden er blevet set 8.080 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Nu når nytårsaften er overstået, hvad synes du så om fyrværkeriet?


Effektiv reklame - klik her