Du gamle måne

Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Ludvig Brandstrup

Sig mig, du måne hist, om du kan huske sidst,
vi to fik en passiar, husker du, hvor det var?
Jeg stod ved lygten der, fuld, som du ser mig her,
fuld, fortvivlet og gal, pint af sorg og af kval.
Du gamle måne,
der var ingen, der så det,
du gamle måne,
så kun du kan forstå det,
du så mig hulke
som et barn, samme nat
hun mig havde forladt.
Måne er du virk'lig min ven?
Måne, så glem det igen.

Sig mig, du måne klar, ved du, hvorfor det var?
Han, som hun nu har kær, er han det også værd?
Ler hun til dig endnu? Mindes hun mig endnu?
Måne, aner hun, at djævlen tog mig den nat?
Du gamle måne,
der var ingen, der så det,
du gamle måne,
så kun du kan forstå det.
Når jeg kom fuld hjem
nat på nat har du le't,
alting, alt har du set.
Måne, er du virk'lig min ven?
Måne, så glem det igen.


Sunget af Arne Weel i Scalarevyen, København 1924/1925.