Tekst: Holger Drachmann. Musik: P.E. Lange-Müller
Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til hilsen de triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
/: men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans
den er bunden af sommerens
hjerter så varme, så glade.:/
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
/:da går ungdom til dans
på dit bud, sankte Hans!
ret som føllet og lammet,
der frit over engen sig tumler.:/
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
/: vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.:/
--