Hyrden græsser sine får

Melodi: C.E.F. Weyse 1835 - Tekst: H.C. Andersen 1835

Hyrden græsser sine får,

gærdet er hans trone,

solen purpur om ham slår,

månen er hans krone.

Hvad mon vel han tænker på?

Længe tavs han stod og så

frem i aftenstunden.

Hjertet ved,

kærlighed er det

fagreste træ i lunden.

Kongens datter, stolt og fin,

står i kongeborgen;

silke, guld og hermelin

skjuler ikke sorgen.

Tanken, som en fugl så let,

flyver, bliver aldrig træt,

synger: "Jeg har funden!"

Hjertet ved ...

"Vind og blomst, svar, hver især,

kommer hun dog ikke?"

Vinden hvisker: "Hun er nær!"

Blomsterne de nikke.

Skjult en sti fra slottet går,

fuglen højt bag krattet slår:

"Han har hende funden!"

Hjertet ved ...