Til Mor og Fars Guldbryllup
Kære Mor og Far!
En fyrretyvende del af vores tidsregning. En halv sekel, ti dekader, 50 år, hvad siger det?
For nylig fortalte jeg en af mine meget unge bekendte, at jeg snart skulle til fest hos jer, der nu næsten har holdt ud sammen i et halvt århundrede.
Hans reaktion var, at han nærmest deltagende spurgte: "Hvordan ta'r de det?"
Tidligere var det jo noget nær en selvfølgelighed at et ægteskab varede tiden ud og det gav naturligvis en lang række Guldbryllupper.
I dag er dette at kunne se tilbage på 50 års uafbrudt ægteskab lige ved at være noget af en sensation, især når man ved fra Danmarks statistik at 70 % af alle indgåede ægteskaber opløses igen.
Nå, jeg kunne berolige vedkommende med at I ta'r det ovenud pænt og velfornøjet, og hvorfor skulle I ikke også det - jeres liv har jo formet sig som et rigtigt eventyr! Prøv bare at høre her:
Der var engang en prins; han boede i et kejserrige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig i, og gifte sig det ville han.
Nu var det rigtignok noget kækt af ham, om han turde sige til kejserens datter: "Vil du ha' mig?" men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt berømt; thi der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til.
Nu skal I bare høre:
Engang ville nabobyen holde et bal, som i alt sin pragt skulle holdes i forsamlingshuset. Til det blev alle prinser og prinsesser indbudt. Da dagen oprandt kom de alle fra nær og fjern. Men da prinsen så hvor smuk prinsessen var bød han hende straks op til dans.
De dansede hele aftenen, men da klokken slog elleve ville hun ikke blive længere for hendes brødre skulle sørge for at hun kom hjem. Så førte han hende ud til kareten og hun kørte væk så fornemt, som hun var kommet.
Men prinsen kunne ikke glemme den smukke prinsesse og allerede den næste dag tog han kareten ind til kejserens slot. Men prinsen havde hørt hvordan kejseren værnede om sin datter, så for at han ikke skulle opdage noget parkerede han kareten et stykke fra kejserens slot og sneg sig ubemærket ind til prinsessens gemak. Her hyggede de sig ubemærket til langt ud på aftenen, hvorefter prinsen sneg sig ud og tog kareten hjem.
Sådan gik det i mange dage indtil kejseren en dag så prinsen snige sig ind til prinsessen. Morgenen efter sendte kejseren sin søn ned til prinsessens gemak for at befale dem til morgenmad. Prinsen og prinsessen rystede for hvad kejseren nu ville gøre thi kejserens, og især kejserindens, temperament var kendt vidt omkring.
Men da prinsen bekendte sine gode hensigter indså kejseren at prinsen var et godt parti for prinsessen. Det varede da heller ikke længe før prinsen bad om prinsessens hånd og kort tid efter var der bryllup i det lille kejserrige.
Medgiften var ikke stor og prinsen selv var i lære ved den lokale militær, hvilket ikke gav guld nok til det slot de begge ønskede sig. Derfor måtte det nye par i starten nøjes med at leje en enkelt fløj i et udlejningsslot i Ilskov.
Tiden gik og det tog ikke mange måneder før prinsessen skulle føde en datter.
Det gik hverken værre eller bedre and at parret igen skulle have barn. De boede godt nok lidt småt i Ilskov, men kort tid efter fødte prinsessen en søn.
Der udbrød nu næsten krig, og prinsen måtte drage af sted til slagmarken. Det var en hård tid for prinsessen, der måtte arbejde hårdt for at passe ungerne og få det daglige brød.
Efter mange måneder vendte prinsen hjem fra krigen og fik tjeneste ved en stor flyvestation i Skrydstrup og det varede ikke længe før de fik guld nok til at leje et stort slot i Vojens.
Prinsen og prinsessen havde lært at være sparsom, så da hjemmet skulle møbleres, måtte man købe hen ad vejen, det var jo også helt vildt stort det slot.
De levede lykkeligt – og lige pludselig var prinsessen igen med barn. Denne gang blev det en lille pige.
Prinsen fik lidt guld for sit arbejde og en dag kunne de endelig købe sig den lille drømmebil de altid havde ønsket sig.
Der skulle nu gå en rum tid, hvor familien levede i harmoni og lykke. Prinsessen begyndte at arbejde og alt forløb vel. En dag fortalte prinsessen at hun igen var i omstændigheder – Ni måneder efter fik de så deres lille efternøler.
Prinsen og prinsessen fik meget guld for deres arbejde og nu kunne de så endelig købe sig det drømmeslot de altid havde ønsket sig. Prinsen sagde stop for flere flytterier og siden da har de levet lykkeligt på det store slot ”Snehvide”.
Vi kan vist roligt fastslå at I har fået en masse ud af tilværelsen. Ikke alene har i opbygget en stor familie - I har også forstået at leve livet. Ikke mindst efter at vi børn er blevet store, hvor I udover at tage på rejser til både syd og vest bl.a. også har erhvervet jer et dejligt sommerhus i Sxxxxxx.
Selvfølgelig har tilværelsen ikke været uden sorger - jeg kan bare nævne de utallige gange far har fundet sin båd på bunden, eller alle de gange mor har måttet igennem skiftende arbejdstider før hun endelig kunne gå på efterløn.
Der har også været andre og mere alvorlige skyer der har formørket himlen over Jer, så derfor synes jeg at vi skal nyde hvert sekund vi er her, kun tænke positivt og lade solen skinne i vore hjerter.
Lad mig nu slutte af med at bede jer alle sammen om at rejse jer og udtrykke ønsket om at eventyret kan slutte med at prinsen og prinsessen lever lykkeligt til deres dages ende.
Brugernes vurdering
4,0
(
124
stemmer)
Siden er blevet set 62.648 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.