Thøger Larsen
1. Sig mig, hvad dybt du i dagningen fandt,
pige, som ser imod gryet!
Glæder dig skyens glødende kant?
Fik du en lykke fornyet?
Fik dine øjne det vældende blå
ved imod morgener åbne at stå?
Hørte du nys i det fjerne
kalvenes brøl mod en stjerne.
2. Mørket står endnu til midten af strå,
medens de østlige vinde
blæser et klarere, klarere blå
ind over flade og tinde.
Fuglene kvidrer et stigende spil,
som var det derved, at dagen blev til.
Nu glider solryggens bue
op som en glødende tue.
3. Pige! En strålende morgen mer
kom for at vække og vandre. -
I dine øjne, som våger og ser,
ligger dog slummer af andre,
af dine mødres i menneskets vår,
af dine døtres om tusinde år,
mer end en morgen kan vække,
spejlet i søer og bække.
--