af Valdemar Rørdam
Aldrig er Østersøen i Ro, den kaster sig mellem de kolde Kyster,
og stormer det, fråder de stærke vande, så Klinten og Klipperne ryster.
Thi stride Floder strømmer deri fra Riesengebirge, Ukraine og Polen
og fjernt fra det Fjeld Sulitjelma, der ser imod Midnatssolen.
Danmark, Barn af det stridige dyb, mod dybet er Møn dit Skjold;
dog må der Mænd til at værge mod vildere fjenders Vold.
Der var i læ af den hvide Klint, at bøjet du spændte din Bue
og skød med den flammende Brandpil Vendernes Lejr i Lue.
Hvor Kræmmeren såe fra Borre Bryg sin krydderduftende sejler,
blinker nu mellem Blomster en Å i de græsbevoxede Vejler.
Dog endnu løfter sig Høje-Møn, Ås over Ås, i en savulmende vove
med byer og gårde som glidende spåner og skum af de grønne skove.
Sommerspiret er solskinshvidt, sort hænger Ørnens øde rede;
det risler i Maglevandsfaldet, det syder og suser dernede.
Vogt på din fod: Et svimlende Svælg - Hav, der ud imod Himmel rinder -
Kløfter og skridende Skrænter og takkede kridthvide Tinder.
Men når den østlige Efterårsstorm med Rovdyrs-Jubel i Natten jager,
og Brændingen brøler, og Havet stiger og styrtende Blokke brager, -
da må det kendes, at Danmark har i Klinten et skjold til Værge!