En kold og stormfuld vinternat
mens sne på jorden lå
en sømand ned på kajen stod
hans skib var klar at gå
En pige ved hans side stod
og hendes sorg var stor
han trykked' hende til sit bryst
og hvisked disse ord.
Adjøs, farvel min kære ven
med sorg jeg går fra dig
men du skal bli' en stjerne klar
som lyser på min vej
dit minde det skal evigt stå
det skal i hjertet bo
så lev da vel, forglem mig ej
din egen sømand tro.
I stormen skibet satte sejl
for hendes blik forsvandt,
hun stod og stirred' efter ham,
på kinden tåren randt,
hun bad til gud i himmelen,
beskyt ham på hans vej.
Jeg mindes det sidste ord
han visked ømt til mig.
Da skibet var på rejse hjem
han sygdom på sig drog
men førend skibet nåed' havn
den kolde død ham tog.
Hans kammerater samledes om
hans lig og holdt en bøn,
men førend havet liget tog
han sukkede i løn.
Farvel vor ven og kammerat,
dig Herren nådig vær'
som i din favre ungdom brat
må skilles fra os her.
I hendes dybe hjertesorg
giv hende fred og ro,
hun misted har sin bedste ven
sin egen sømand tro.
Da skibet nå'ed hjemmerts havn
og han var ikke med,
da hejstes flaget halvt på stang
og ank'ret sænk'des ned.
Hans kammerater gik i land,
fortalte han var død,
de sidste linjer, som han skrev
til hende sådan lød.
Adjø, farvel, min kære ven,
vi ses ej mer' på jord
men vi skal ses i himmelen
hvor ingen sorger bor.
Ja husk i himlens herlighed
skal vi to sammen bo,
så lev da vel, forglem mig ej
din egen sømand tro.